Case om sporbare fisk

“Vi er blevet mere effektive – hurtigere og mere fejlfri,” konstaterer Thomas Schneider, direktør hos Poseidon Seafood.

Engros-virksomheden i Herlev har ikke kun havets gud men også Tracelink i ryggen, når der leveres fisk til københavnske restauranter og kantiner. Een ting er, at virksomheden skal levere fisk af høj kvalitet til sine kunder, men den helt store udfordring er, at der skal være fuldstændigt styr på fiskenes oprindelse. Ikke blot skal sporbarhedsinformationerne kontrolleres ved levering af de store partier fisk; de detaljerede sporbarhedsinformationer skal også med ud på fakturaen til hver enkelt kunde, så man kan se præcis hvor, hvornår og hvordan de torsk, man får leveret, er fanget.

At få de korrekte sporbarhedsoplysninger helt ud til kunderne kræver disciplin og et både effektivt og robust IT-system. “Og Fødevarestyrelsen kommer efter os, hvis vi ikke kan redegøre detaljeret for hvor vores fisk havner. Det giver selvfølgelig en god fødevaresikkerhed for vores kunder, men det er også voldsomt ressourcekrævende,” siger Poseidons direktør Thomas Schneider.

Hvor mange mindre fødevarevirksomheder prøver at holde styr på de fysiske varer ved hjælp af papir og kuglepen, har Poseidon Seafood investeret i Tracelink med batchstyret lager integreret med økonomi-systemet e-conomic. Denne løsning sikrer at sporbarhedsoplysningerne følger fiskene fra modtagelse på Poseidons lager til leveringen og på fakturaen.

Den praktiske udfordring er, at et enkelt bristet led i sporbarhedens kæde helt ødelægger sporbarhedens; registreres et enkelt ciffer i et batch-nummer forkert, forsvinder forbindelsen mellem de fysiske fisk og batch-informationer. For at undgå sådanne fejl benytter Poseidon Seafood sig i vid udstrækning af QR-koder som scannes med mobiltelefoner.

“Vi får daglige leverancer af fisk, som vi skal have distribueret; det kræver at vi arbejder systematisk,” fortæller Thomas Schneider. “Dagen før modtager vi sporbarhedsinformation om leverancerne med angivelse af colli. Dernæst laver vi klistermærker med QR-koder som henviser til informationerne. Disse labels sætter vi så på kasserne, når vi modtager dem. Dermed har vi lavet forbindelsen mellem de fysiske fisk og oplysningerne i vores database.”

Når en kunden bestiller fisk, opretter Poseidons sælger først ordren i e-conomic. Ordren dukker herefter op i Tracelink med blandt andet en plukkeseddel, som printes ud til de ansatte på lageret. For at undgå at ordrerne ved en fejl blandes, har hver plukkeseddel en QR-kode påtrykt. Når medarbejderen scanner koden med sin telefon, sendes han automatisk ind på ordren i Tracelink, hvor plukkelisten ligger digitalt. Linie for linie plukker han nu de fisk, som ordren indeholder – og for hver ordrelinie scanner han den QR-kode, der sidder på kassen, som han plukker fisken fra.

“QR-koderne reducerer risikoen for fejl; hvis en medarbejder skal pakke laksefiletter og i stedet kommer til at plukke fra en kasse med torsk, vil han, når han scanner kassen få at vide at det er galt, det han har gang i. Vi bruger mange QR-koder, men til gengæld er vi helt sikre på, at vi ikke begår fejl, fordi nogen har skrevet og aflæst et batch-nummer fejlagtigt.”

Når en ordre er pakket, markeres den i Tracelink som afsluttet, hvorved der automatisk dannes en fakturakladde i e-conomic. Og for hver fakturalinie overfører Tracelink sporbarhedsinfo på de fisk, der er plukket, således at disse oplysninger kommer med på fakturaen.

På den måde leverer Poseidon Seafood ikke blot kvalitetsfisk, men også fuld sporbarhed fra lager til faktura.