Nyt stål-lager

Tracelink startede i 2014 som en løsning til håndtering af sporbarhed på stålcertifikater. Set i bakspejlet var det en ret træls tid - for nu at sige det på jysk. Efterspørgslen var minimal. Til gengæld ville de smede, som vi dengang besøgte, gerne have alt muligt andet end det vi kunne levere. Forsiden af den medalje er så, at vi i dag ved at efterkomme en stor del af ønskerne har fået et solidt ERP-system, som uden store investeringer dækker små og mellemstore produktionsvirksomheders behov for effektiv planlægning, styring og produktion.

En af de vigtige funktioner der er kommet til undervejs er et "rigtigt" lager - med batch-styring, pluk, indkøb, kostværdi og meget mere.

Vi har mange kunder, der bruger lagerstyring - til deres lagre af alt andet end stål. Hidtil har al registrering af stål nemlig handlet om styring af chargenumre og certifikater på stål indkøbt til ordrer. Stål der blev til overs blev i bedste fald registreret som stumper. På det seneste er vi imidlertid stødt på virksomheder i stålbranchen, som køber ind til lager - og som har stål på lager for 2-ciffrede million-beløb. Det kræver lagerstyring, samtidig med certifikat-styringen, hvis man skal undgå at tabe penge på sådan et lager.

Derfor har vi nu kombineret de to løsninger, således at vi nu kan tilbyde smedevirksomheder et stållager, hvor stålet er registreret med certifikat, hvor lagertilgangen, kan foregå automatisk via integration til en række større grossister og hvor stål kan reserveres og efterfølgende bruges på specifikke ordrer. Altsammen med fuld dokumentation.

Vores store udfordring har været, at stål af en given type, dimension, kvalitet og længde har forskellige varenumre og betegnelser hos de forskellige grossister. Derfor kræver automatisk modtagelse og lagerregistrering, at vi er meget omhyggelige med at matche leverancer fra forskellige grossister. Til det formål har vi lavet et stålkartotek, som matcher ståltyperne med hinanden på tværs af grossister. Desuden giver Tracelink virksomheden mulighed for selv at give materailet et navn efter eget valg. På den måde sikrer vi, at enhver stålleverance fører til en forøgelse af lagerbeholdningen for den rette ståltype.

Tilsvarende vil en stykliste til en given produktion reserverer det rette materiale i den foreskrevne mængde - og når stål endelig plukkes fra lageret, typisk til opskæring, registrerer Tracelink hvilket batch (d.v.s. hvilket chargenummer) stålet tages fra. På den måde afspejler Tracelink altid det fysiske lager.

Vi er overbevist om, at vores nye lager kan give en langt mere effektiv udnyttelse af det indkøbte stål, fordi det ikke længere er et spørgsmål om har vi eller har vi mon ikke en "stump", men istedet et spørgsmål om præcis hvor meget stål har vi af en given type, fordelt på hvilke længder.