Ny systemudvikler søges

Vi har rigtigt travlt med mange nye kunder. Vi har derfor brug for endnu en dygtig full-stack udvikler til teamet:
  • Har du lyst til at udvikle et IT-system, som er livsnerven for vores kunder?
  • Trives du med hurtige resultater af din indsats?
  • Vil du være med til at præge det færdige produkt? – ofte i dialog med vores kunder og med det øvrige udviklerteam
  • Får du energi af at hjælpe kunder til en god IT løsning?
  • Kan du li’ at kode i JavaScript?
Så er du lige den kollega vi mangler!

Teknologien

Tracelink er en moderne cloud løsning som afvikles i en browser og på en mobil/tablet. Vi arbejder med en REST backend i PHP/MySQL og klienter i JavaScript – på PC via en web browser og på mobil via app. Vores forretningslogik er i stort omfang skrevet i JavaScript, som afvikles både gennem en browser og ved brug af nodeJS. Vi benytter vores eget UI-framework og samme interface til framework for både web og mobil.

Herudover har vi en række integrationer til eksterne systemer, f.eks. e-conomic, Microsoft NAV, Forsikring & Pension, grossister, m.fl. Ønsker kunder specialtilpasninger, og kan vi ikke se, at andre kunder har brug for det, bygger vi det op gennem brug af en lang række ’hooks’ i basiskoden.

Vi benytter bl.a. disse teknologier:

  • REST/Ajax/SOAP
  • MySQL
  • PHP/JavaScript/NodeJS
  • jQuery, Cordova, ActiveMQ
  • GitHub, Linux, Ubuntu

Om dig og jobbet

Den ideelle profil er en udvikler, der hurtigt kan sætte sig ind i en problem­stilling, generalisere problemet, se løsningen og så kode funktionaliteten. Samtidig kan du hurtigt danne et overblik over eksisterende kode, finde fejl og rette dem. Du er en god håndværker med sans for detaljen, og du er samtidigt fokuseret på brugeroplevelsen.

Derfor har du et par års erfaring, og er skarp til at analysere og skrive kode – og du tænker generelt når du koder og ikke kun specifikt. Dit tekniske fundament er godt,du har en bred forståelse af IT-arkitektur. Da 90% af vores kodebase er programmeret i JavaScript, er det en stor fordel at du har erfaring med dette.

Har du lidt viden om ERP-systemer generelt, eller måske ved du lidt om bogføring, vil det være en fordel, men ikke et must. Du trives også med en til tider travl hverdag, hvor der skal holdes mange bolde i luften. Du er åben for at vidensdele med dine kolleger og trives som teamplayer.

Som udvikler hos Tracelink får du ansvar for hele stakken, så skal du kode et nyt modul, så skal hele stakken tænkes igennem. Du vil få indflydelse på både teknologivalg og funktionalitet fremadrettet, hvor vi vil have fokus på at skalere Tracelink på både kunder og funktionalitet de kommende år, samtidig med at sikre at Tracelink stadig er nemt og brugervenligt for kunderne.

Dine arbejdsopgaver

Konkret fordeler dine arbejdsopgaver sig på en række områder i løbet af en dag. Det kan f.eks. være:
  • Designe og udvikle nye funktioner til eksisterende moduler
  • Indgå dialog om konkrete kundeløsning sammen med vores implementeringskonsulenter
  • Samarbejde med 1st level support om konkrete kundeproblemer og fejl
  • Lave kundetilpasninger, så kunderne får et nemmere arbejdsflow
  • Udarbejde printformularer via HTML/CSS samt makrosprog
  • Lave SQL-udtræk som danner basis for en kundetilrettet rapport

Din videre karriere

Da vi er en relativt lille firma, vil du som udvikler få rig mulighed at udvikle dig inden for en række teknologier og dermed opnå en bred erfaring, alternativt specialisere dig. Samtidig giver et job hos Tracelink dig mulighed for at udvikle dig i nye retninger og udforske veje, du selv finder spændende.

Om Tracelink

Hos Tracelink arbejder vi med udvikling af software til produktions­plan­lægning, -styring og -dokumentation. Vi holder styr på processer, kalendere, mennesker, timeforbrug, råvarer og maskiner hos vores kunder i en række forskellige brancher, bl.a. maskinfabrikker, medicinsk udstyr, stål, autolakering, landbrug, handel m.v.

Tracelink er et stand-alone system, som er modul opbygget, så systemet kan tilpasses den enkelte virksomheds behov og ønsker. Kunderne bruger systemet på en række medier – lige fra mobiltelefonen i marken til store 60” fladskærme, hvor man via Tracelinks kontrolpanel kan følge alle aktuelle produktioner og processer med live opdateringer. Alle moduler kan i stor grad parameterstyres og tilpasses med ekstra felter, formularer, mv.

Om os

Vi bor i Risskov i det nordlige Aarhus. Her kan vi tilbyde gode lokaler, parkering og en uformel omgangstone. Vi er et lille team på 9 medarbejdere, så vi har en begrænset personalehåndbog og ingen snørklede regler, men arbejder effektivt som et team. Vi er fleksible og brænder for det vi laver og det vi hjælper vores kunder med.

Lyder ovenstående interessant og synes du, at dine evner matcher udfordringen, så send os dit CV og en ansøgning på job@tracelink.dk – meget gerne snart, for vi holder løbende samtaler og står og har brug for dig!

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at ringe eller skrive til Claus på 2444 9744 – cbn@tracelink.dk.